Tid til at være innovativ

Klippe, klistre og bygge – gider nutidens digitale børn nu også dét? Ja, siger Steven Mackenzie – de er faktisk vilde med det. Og det er hverken spild af tid eller pædagogisk uansvarligt at lade børnene eksperimentere og lege i timerne. De lærer nemlig af det.

Af Bente Egelund Jensen
bente@mv-nordic.com

I disse år investerer skoler og kommuner massivt i digitale ressourcer til innovativ læring, typisk computere, tablets og udstyr til programmering. Og det er meget forståeligt og relevant, siger Steven Mackenzie, for en af tidens store trends er det digitale. Men han ser også et centralt spørgsmål, som vi måske glemmer at stille os selv i processen: ”Hvad er det endelige mål med at have innovative ressourcer i dit klasseværelse? Er det at have et virkelig fremadsynet, innovativt klasse­værelse – eller at skabe noget ekstra godt for eleverne og ­læringen?” Ikke overraskende mener Steven Mackenzie, at vi generelt kunne udnytte ressourcerne bedre – og nu følger en opmuntring til lærere om at være modige og tillade børnene at være kreative, prøve ting af og ’bare’ lege.

Slip den faste agenda

Steven Mackenzie efterlyser, at de digitale investeringer følges op af en praksis, hvor eleverne får tid og frihed til at være kreative med de innovative værktøjer – til selv at være innovative: “Der er meget faste agendaer med de digitale værktøjer. Fx når det gælder at lære at kode: ‘Kan du programmere denne robot til at gøre dette? O.k, så lad os komme videre’. Men jeg mener, at det er vigtigt, at børn får tid og rum til at eksperimentere: Hvad betyder det i virkeligheden, at jeg fik robotten til at gøre dette? Hvad kunne jeg få den til, hvordan kan jeg bruge denne viden til at gøre noget andet?” Det er blandt andet her, han gerne ser legen og kreativiteten komme mere på banen: ”Vi har en masse forskning, der fortæller os, at leg er vigtig i læring. Men når man ser børn naturligt i deres egne omgivelser, kan man se, at leg er vigtig – de leger hele tiden,” påpeger han – de leger rollelege, fortæller historier, maler og leger med dukker eller biler. ”Og jeg tror ikke, at vi skal være bange for at bringe det ind i klasseværelset”. 

 Legetøj i klasseværelset!?

På et besøg i Finland oplevede Steven Mackenzie, ­hvordan leg var en accepteret del af skoledagen: ”Hvis en finsk lærer siger: ’Vi har brugt en masse tid på at lege i dag’ – så er der ikke noget stigma knyttet til det, ingen bekymring om, at børnene ikke samtidig har lært noget,” forklarer han. ”Og jeg taler af erfaring fra ­skoler, jeg har arbejdet i: Hvis jeg sagde til forældrene: ’I dag har vi leget denne leg’ – så ville tanken straks være: ’Leg? LEG? Er det ikke noget, du gør på en lørdag morgen eller hjemme i baghaven?” Han ­efterlyser, at skoleadministrationer i andre lande – som generelt gerne skeler til det finske skolesystems succes – giver deres lærere den samme tillid, frihed og tid: ”Når du som lærer træder ind i et klasseværelse, så skal du vide, at du har tid og plads at ånde i, at du har tid til at give eleverne lov til at følge deres egen vej, at stille forslag, at lege og til at rode med tingene,” siger han.

 Evaluer på den innovative måde

Steven Mackenzie anerkender, at der er noget ’ideelt’ over hans tankegang. Med 13 års erfaring som lærer i England kender han alt til kravene om at leve op til faglige mål og at kvalificere eleverne til næste test eller eksamen. Men du behøver ikke måle eleven på en skala fra 1-10 for at sikre, at der foregår læring, insisterer han: ”Vi kan gøre det kreativt, ved at spørge: Så hvad gør vi nu? Hvordan kan du reelt ændre dette, så det virker bedre?” Eller ’hvordan kan du trække på dit holds evner, så du kan sikre, at dette stykke kode faktisk virker, eller at du forbedrer historien, eller at din præsentation får endnu mere ’wow’?” I modsætning til testens kontante måling hjælper dette i stedet eleven videre: ”Vi snakker ikke om fiasko eller succes, men om processen – om at komme fra a til b,” siger Steven Mackenzie. ”For som lærer har du stadig en ret god fornemmelse af, hvor meget viden om emnet, de har – jeg kan høre det, fordi jeg hørte det i præsentationen. De nævnte 9 ud af 10 ord korrekt, i konteksten. Så jeg ved, at de har forstået emnet.”

Om Steven Mackenzie

Billedet øverst: Steven Mackenzie er content manager i LEGO® Education, hvor han forsker, skriver og kvalitetstester undervisningsguides og artikler. Han har en Masters Degree of Education fra Cambridge University og har 13 års erfaring som lærer i den engelske grundskole.

LEGO_WeDo_børn

Læringsfilosofien bag LEGO Education

> Læs mere

Andre artikler